tirsdag den 4. august 2015

Når et turiststed bliver for populært brænder man det ned

For meget af det gode


Af og til beskyttes (især i  Vestens samfund) historiske bygninger mod enkeltindividers påfund. Mens disse bygninger med tiden ejes af private eller virksomheder så forhindrer disse beskyttelseslove ejerne fra, uden omtanke, at renovere eller ødelægge de historiske kendetegn, der måske befinder sig midt i et sprudlende bycenter, og som måske for ejeren ikke har den store værdi, men det har det stykke jord den ligger på.

På den anden side kan det at eje et historisk mindesmærke være ganske udmærket - på grund af de turister der kommer. Men alt for mange turister? Det kunne lyde som en god forretning, men for nogle er det en stor pestilens. Hvilket er en del af årsagen til at William Shakespeares sidste hjem ikke længere eksisterer.

Shakespeare blev født i 1564 i den engelske by Stratford-upon-Avon, men han havde ikke succes før han flyttede til London tidligt i tyveårsalderen. Da han var cirka 30 overvejede han allerede hvad han skulle tage sig til i sin alderdom. Hans søn Hamnet, var for nylig død, og i 1597 købte Shakespeare et hus i Stratford-upon-Avon ved navn “New Place,” hvoraf man kan se en tegning her.
New Place var oprindeligt opført sent 1400 tallet af en købmand ved navn Hugh Clopton. Huset var muligvis et Shakespeare havde lagt mærke til under sin barndom, da det nu menes at have været et af de største i byen på den tid. Shakespeare’s datter arvede huset efter hans hustru Anne var død i 1623, og Suzanne, overdrog det til sin datter Elizabeth.

Elizabeth giftede sig med Thomas Nash, som var nabodrengen. Da Elizabeth døde af en eller anden grund (måske fordi Elizabeth forlod huset for at flytte ind ved siden af, skønt det er ren spekulation) overtog Hugh Cloptons arvinger ejerskabet til New Place. En af Cloptons arvinger gjorde huset i stand og solgte det efter et stykke tid til en præst ved navn Francis i midten af 17. tallet.

I 1753 var Shakespeares berømmelse udbredt, og Gastrells hjem blev en kendt turistattraktion. Selv et enebærtræ plantet af Avons Bard blev genstand for de gennemstrømmende besøgendes interesse. Gastrell havde imidlertid ikke til hensigt at sælge billetter til personer der ønskede at se ind i hans soveværelse eller trampe rundt i haven. Som BBC bemærker, så fandt han disse besøgende irriterende og uvelkomne. Derfor huggede han enebærtræet omkuld.

Dermed blev problemet selvfølgelig endnu værre. Byens folk og turister gjorde gengæld og smed sten gennem New Place’s vinduer (hvilket forekommer at være en tåbelig måde at protestere på mod ødelæggelsen af et historisk mindesmærke). Byrådet trådte til - men ikke til Gastrell’s fordel. Man benægtede Gastrell ret til at udvide New Place haven og forhøjede hans skatter. I 1750 slog Gastrell tilbage:

Han lod huset brænde ned til grunden.

Snart efter forlod Gastrell Stratford-upon-Avon og blev en persona non grata efter at have ødelagt William Shakespeares sidste hjem. I 1891 købte Shakespeare Birthplace Trust (der blev oprettet i 1864 for at købe Bardens barndomshjem, og for at forhindre U.S. showmanden P.T. Barnum i at købe det og sende det “sten for sten” til Staterne), resterne af New Place sammen med Thomas Nash hjemmet. Stedet er nu åbent for turister, uden trusler om yderligere ødelæggelse.

Bonus fact: Udtrykket "too much of a good thing" (for meget af det gode) blev skabt af Shakespeare. Han benyttede første gang talemåden i stykket “Som Man Behager.” As You Like It.

søndag den 2. august 2015

Ugens brande påsat af muslimer i Israel

Her en liste over brande påsat af muslimer i denne uge


Den Jødiske presse har en liste over påsatte brand, stenkastren og andre angreb ved muslimer mod jøder i denne uge. I disse 60 muslimske angreb blev 22 personere såret. Her et kort sammendrag over brandene
Torsdag den 30. juli
10:40 kastede muslimer Molotov coktails mod israelske køretøjer nær landsbyen f Beit Ummar i Gush Etzion
Onsdag den 29. juli
Muslimer kastede brandbomber og sten mod politiet i Jerusalems Isiwiya kvarter.
12:22  kastede muslimer sprængstof mod Rakels grav. De tilbedende blev ført væk sammen med en politiminerydder.  (Tazpit News Agency)
Tirsdag den 28. juli
0:23 kastede muslimer brandbomber mod hjem i Ma’aleh Olives i Jerusalem’s Gamle By
19:59 kastede muslimer brandbomber mod militærkøretøjer på Gilad vejen i Shomron
Mandag den 27. juli
0:23 Brød der en brand ud i byen Psagot Benjamin efter muslmer havde kastet adskillige brandbomber mod huse.
21:37 kastede muslimer en Molotov coktail mod israelske køretøjer nær bosættelsen Ma’ale Adumim
11:10 flngslede muslimske terrorister satte ild i en af cellerne. 11. fængselsvagter og to indsatte blev lettere såret af røgen. En af vagterne blev indlagt.
11:09 Brød der igen brand ud i Elon Moreh. Tre brandfolk arbejdede på den.
Søndag den 26. juli
19:04 To politibetjente blev såret af en Molotov cokctail kastet af muslimske demonstrerende i Isiwiya
18:00 Muslimer satte ild til en skov i Gush Etzion højdedragene. Seks fly og seks brandfolk sammen med frivillige gik i gang med slukningen.
16:30 Skovbranden i Elon påsat igen. 8 brandfolk og seks fly på arbejde. To campingvogne blev brændt ned
14:11 kastede muslmer Molotov cocktails mod grænsepolitiet i Isiwiya
Fredag den 24. juli
21:20 Brandfolk ankom for at slukke en brand i Usiwiya Jerusalem, og det kom til konfrontation mellem muslimske uromagere og politiet. Flere mennesker blev berørt af tåregas og to af dem evakueret til lægebehandling.
TDette når bare ikke nyhederne. Det er ikke breaking news historier. Der er ingen forargelse, det er blot hverdagen under Islams hadfyldte indflydelse. Og selvom det ikke umiddelbart var særlig slemt - så er det blot på en uge.
Sådan ser en muslimsk påsat terrorbrand ud.
“Det blev et fænomen sidste år,” fortsatte han. “I særlig grad meget tæt ved arabiske landsbyer nord for Jerusalem.” Samlet har der været 80 forsøg i dette område i løbet af de første 23 dage af sidste måned, siger Abras.
“På denne base (Ofrit] udenfor og indenfor har der været 15 forsøg i denne måned,” beskriver Abras. Hashalom Forest–eller Fredsskoven– har været målet for 20 sådanne angreb i samme periode.
“De kalder det en Fredsskov, men der er ingen fred der,” siger Abras, og forklarer hvor let der kan påsættes en brand i det grønne landskab.
“De kan stå på bakketoppen og smide et brændende dæk ned. Der skal blot to mand til, en æske tændstikker og et dæk,” forklarer han.
Overhovedet for Det Muslimske Broderskab forsøgte personligt at igangsætte en sådan brand. Lederen af en større muslimsk bevægelse i Israel er under mistanke for at sætte ild til en skov mindre end tre måneder efter den værste brand i moderne israelsk historie. Sheik Ra’ad Salah, overhoved for den nordlige gren af Islamisk Bevægelse er blevet anhold i forbindelse med en påsat brand i det sydlige Israel. Man hævder at Salah har sat ild til en eukaluptus skov i det sydlige Israel. Angrebet var en protest mod et Jewish National Fund projekt i området.
Den værste brand kan have været Carmel skovbranden i 2010, hvis oprindelse ikke er helt klarlagt, og som dræbte 44 mennesker.

ABOUT DANIEL GREENFIELD

Daniel Greenfield, a Shillman Journalism Fellow at the Freedom Center, is a New York writer focusing on radical Islam.
http://www.frontpagemag.com/point/259649/heres-brief-list-muslim-arson-attacks-israeli-jews-daniel-greenfield

fredag den 31. juli 2015

Kerneaftalen med Iran - Opium til Vesten?

Mullaher og opiater



Amerika og hendes halvhjertede "allierede" har et kæmpeproblem der for hver dag bliver større. Som det kunne forventes er der ligeså mange analyser af vort problem som der er "eksperter" der fortæller os hvad vi skal mene.

En syndflod af analytikere fra Vesten har deres diverse ekspertholdninger vedrørende "Mullah-problemet," og hvad der skal gøres ved det. Nogle strategier går ind for en militær løsning der går fra en fuld invasion af Iran til selektiv bombardement af de stadig flere kernecentre og relaterede faciliteter. Andre er fortalere for at indføre økonomiske sanktioner af forskellig slags og grader. Andre igen føler at vi bare må lære at leve med det uundgåelige - de "skøre mullaher" med bomben.

Der er muligvis ikke nogen lette svar. Men vi burde bruge tid på at forstå den møllesten der hænger rundt om vore kollektive halse. Måske er der en løsning inden for selve problemet. Derfor, hvilke kræfter er der i arbejde? Hvad er kilden til den magt der sætter mullaherne i en position som en meget større trussel?

Irans økonomi er som en hullet si. Det styrende parti har udslettet produktiviteten, lysten til at ansætte mennesker og til at forbruge samtidig med at man har ødelagt al personlig frihed, og købt ethvert stykke våben russerne og kineserne kan levere. Den Islamiske Republik Iran repræsenterer det ypperste i det nye petrodollar-forstærkede Islam. Denne energi eksportør/våben importør er ikke populær hjemme, men dets ledere er bedøvende ligeglade. Iran er så langt fra et demokrati som et land kan være. Det kan ikke undre at det beundres af eks-sovjettilhængere og regionale diktatorer som Hugo Chavez.

Men Iran er ikke noget almindeligt tyranni. Det har et særligt nidkært mål der giver det kant: Islam. Iran er behersket af mullaher, der er nidkært besluttede på at fuldføre deres Allah-pålagte mission med at gøre en ende på "Dar-ul-Harb" - den ikke-muslimske verden, der skal føres krig imod - og etablere "Dar-ul-Solh," eller "Dar-ul-Salam" - den muslimske Ummah verden under ledelse af "Mahdien." Hvis dette mål skal opnås afhænger det af påførelsen af en Tredje Verdenskrig, hvilket mullaherne er mere end ivrige for at lade det ske. Dette er deres selvproklamerede skæbne.

Karl Marx sagde engang nedsættende om åndeligheden: "religion er opium for folket." Hvis det er sandt er en af dem mere som crack-kokain. Islam er grundlaget for den iranske teokrati ideologi af had og ødelæggelse, men den er ikke den eneste kraft der giver fart dertil. Derfor overse ikke disse ondskabsfulde ødelæggere som værende blot "religiøse fanatikere" eller harmløse gamle klovne der ingen forbindelse har med virkeligheden og som snart erstattes af mere sunde moderate. Mens de var ganske tæt på at blive knust af det iranske folk, er de slet ikke i øjeblikket nærheden af at blive tvunget bort ved en naturlig revolution. De er udmærket klar over hvad de foretager sig, og de er med i en meget langt større skakspil.

På lignende vis så betvivl ikke deres vedholdenhed over for deres sag, selvom det endog betyder deres egen udslettelse. Hvis det at fremprovokere en katastrofe vil 'fremskynde' deres værdifulde Mahdi's komme, så er holdningen "så lad det ske!" Vi burde fuldstændig gå bort fra den "betryggende tale" som vi beroliger os med ved at ræsonnere at disse skrøbelige oldtidsverdens religiøse fjolser måske er irriterende, men aldrig rigtig kan forårsage virkelig skade. De kunne bevæbne nogle irakiske shiiter, dræbe nogle få US soldater, give lidt søtte til Hezbollah i Libanon og Hamas i Palæstina - men de har ingen evne til en global ødelæggelse. Trods alt beroliger vi os selv med at vi jo ikke taler med kriminelle mesterhjerner som Hitler. Eller gør vi?

Sådan optimistisk selvbedrag misforstår til fulde det onde geni ved Mullaherne. Mullahernes metode med at beholde magten beror i høj grad på olie for våben .. og våben for komplet kontrol. De har en betragtelig, men ellers utilstrækkelig kadre af ret-troende Shiiter, men den folkelige støtte er der ikke brug for i deres situation. For at beholde magten stoler deres apparatus på "præventive" metoder. De bekymrer sig meget lidt om at følge loven. Deres "Revolutionsgarden" omformer rettigheder og styrer processen. Ved den mindste mistanke arresterer de, dømmer og henretter. De lader Allah i den næste verden bruge tiden til at bestemme en persons skyld eller uskyld.

Nu for tiden har mullaherne gjort alt de kan for at fængsle, voldtage og dræbe med bedrag den interne opposition og ønsker at resten af verden bare ikke skal blande sig i deres "familie" virksomhed. Antallet af henrettelser i Iran er blevet skyhøjt.

Denne flok skurke har Syriens, Venezuelas og Ruslands fulde støtte. De har en begejstret støtte af mange terror organisationer i regionen og narkohandlende organisationer over hele verden. De har stiltiende støtte af Kina, Cuba og visse europæiske lande, fordi magtstrukturerne i disse lande har modvilje mod USA, og Iran er lederen i besættelsen af at fremføre trusler mod U.S. "supermagten." Mullaherne modtager næsten ingen kritik fra semi-socialistiske demokratier som Vesteuropa og Canada der synes som besatte med anti-Bush, anti-USA dagsordener. Helt sikkert er FN nærmest ligeglad med deres bombefremstilling, og ville afholde "samtaler" efter den første detonation, fordi "alle ved jo, at krig aldrig har løst noget som helst" ...indtil selvfølgelig selve FN bygningen sprænges bort, så vil du se disse tomhjernede bureaukrater forvandle sig øjeblikkeligt til "anti-terrorister."

Mullaherne har deres arbejde at udføre på Guds jord: At rense den for vantro. Når man har en så ophøjet ordre som den at opfylde, så kan man ikke være optaget af den kedsommelige proces med Vestens demokrati, "spilde" så megen tid og ressourcer på det.

Men disse ypperstepræster i Iran har ikke lige præcis selv levet op til deres varemærke. Mullah mafiaen kører et kæmpebedrag. De lover deres uvidende islam tilhængere det falske "paradis" efter dette liv, mens de selv nyder deres kvindeparadis, velstand og vin her på jorden. De er afsløret i dobbelthykleri og hjerteløshed. Således er det i perfekt efterligning af Muhammad og hans lederskab for 1400 år siden. De fromme mullaher går omkring og planlægger at ødelægge jorden mens de beriger sig selv og nyder jordiske glæder på bekostning af deres folk. Flot, flot arbejde....

Hvis du mener at disse mænd i det mindste burde beundres for deres selvbeherskelse og afholdenhed fra personlige synder da vid at flertallet af mullaherne er svære opiumrygere. I det land er opiumrygning stadig meget populært hos mennesker der har råd til valmuens frugt. Det er muslimens alkohol. Skønt brugen er ulovlig, med strenge straffe i loven, fortsætter brugen af opium og er blevet mere udbredt end nogensinde under mullahernes styre. Dette er delvist fordi mange af mullaherne såvel som ordenshåndhævere selv er brugere og mange embedsfolk tjener en personlig formue ved at være forhandlere. Opium er det stof der vælges på landet, og heroin er mest benyttet af de mere velhavende byboere. Ydermere er det stoffet der benyttes til at berolige uroplagede mennesker. Og tro endelig ikke at en smule af deres kontanter ikke havner i deres inderlommer.

Mullaherne nyder og er stolte over deres ødsle livsstil og magt og de ønsker at lade den gå i arv til deres børn - ikke Irans folk. Derfor forsikrer de deres medslyngler om, at Allah ikke godkender den anti-islamiske praksis med demokrati, en opfindelse af "Vestens djævle." Vær helt sikker på at disse snedige onde mænd lægger planer der går frem i tiden. De har messianske planer om at beherske hele verden en dag. Og med deres livsstil, kan de både få deres del af kagen: Afslapning, magt og ødelæggelse, isoleret fra de korrektive kræfter i det politiske marked.

Mullaher er fremragende udøvere af kunsten at indgå aftaler. I denne praksis, som i et pokerspil, afhænger meget af, hvordan de spiller deres hånd. I spillet 'forhandling' er det at gå rundt om emnet en standard procedure. De ved at vesterlændingenes 'svage-vilje' selv gør at de føler sig produktive når de "samtaler" og er optaget af "forhandlinger." Disse aktiviteter fører til intet; men så igen, at opnå intet andet end at fremme deres egne karrierer og generere en ufortjent følelse af egen betydning er aldrig målet for indskrænkede diplomater.

At "Den Store Satan" skulle gå efter mullaher forekommer helt uden for al sandsynlighed. Det har vi ikke 'mave' til; det ved Ayatollaherne. Selv tidligere præsident Bush' mest trofaste partner, ex-premierminister Tony Blair var imod det. Irak eventyret, eller ulykken, har forhåbentligt lært dem en gammel lektion som det forekommer de havde svært ved at lære.  Lektionen er at det er en frygtelig fejltagelse at drage den halve jord rundt og invadere et land, medmindre du er i stand til og villig til at bulldoze det hele fra ende til anden, med alle de mennesker der bliver begravet i gruset.

Grunden til at denne regel er så vigtig for os at lære er at det at besidde og udstille en overvældende magt sædvanligvis betyder, at du ikke behøver benytte den. Men fordi Vesten har glemt, hvordan man overvinder fjenden, varer nedslidningskrigen ved , og folket i Vesten mister modet. De kan ikke engang få bugt med formodede terrorister; de må sende dem til Egypten for at få arbejdet udført!

Det er ikke undre, at de seneste militære foranstaltninger har været stort set - Korea, Vietnam, Irak og endog Afghanistan. Denne samme svaghedens politik har været succesrigt efterlignet af Israel, hvor Vesten binder israelernes hænder på ryggen så de ikke "overreagerer" på grund af missilerne der rammer deres byer og landsbyer, tunneler graves under deres grænser og soldater fanges om terrorister! Mullaherne kender dette spil i alle dets detaljer. De står fast, og vi forestiller os at det værste ikke kan ske. Hvis opium er mest effektiv, deres eller vores?

I mellemtiden vil Irans ulovlige terroristregime med endnu større sindsro forfølge deres jagt på atombomben, skridt for skridt, og masseødelæggelsens mullaher vil holde den korrupte, tandløse FN "vagthund" tilfreds og distraheret ved at smide et ben en gang i mellem.

Til sidst vil disse selvmorderiske, morderiske efterfølgere af Muhammad få deres masseødelæggelsesvåben. Med tiden vil de bruge dem. Fremtidige historikere vil spørge: Hvordan kunne hele verden ikke se det ville ske og så gjorde man intet ved det? Hvilket opiat var disse mennesker på?

 
FamilySecurityMatters.org Contributing Editor Amil Imani is an Iranian-born American citizen and a pro-democracy activist residing in the United States of America. Imani is a columnist, literary translator, novelist and essayist who has been writing and speaking out for the struggling people of his native land, Iran. He maintains a website at www.amilimani.com. Amil Imani is the author of the smashing book Obama Meets Ahmadinejad.

onsdag den 29. juli 2015

Brev til en ung slægtning - om sport og modet til at være sig selv

Brev til en ung slægtning


Kære Danny!

Jeg skriver til dig for at bede dig genoverveje din beslutning om ikke at melde dig til din skoles skakklub. I det store spil betyder det selvfølgelig ikke noget, om du melder dig eller ej, men det betyder temmelig meget, hvorfor du vælger om du vil melde dig eller ej. 

Da jeg gik i gymnasiet var jeg på tennisholdet. Jeg er sikker på fyrene på baseball-, basketball- og fodboldholdene så ned på os. Vi var ligeglade. Vi elskede at spille tennis og det må være det der gælder. Fordelen var også, at nu da jeg er 68 da spiller jeg stadig tennis hver weekend. Hvor mange af mine klassekammerater tror du stadig spiller baseball, fodbold og basketball?

Det værste ved at være på din alder er .... nuvel, at være på din alder. At blive voksen er hårdt arbejde også for de såkaldt seje børn. Lige så fulde af selvtillid de kan forekomme at være så er de inderst inde klar over, at de ikke kan klare alt. Uanset hvor dygtige til idræt de er, da ved de, at de der er et par år ældre end dem selv er meget bedre. Uanset hvor seje de lader som om de er, da ved de, at de der lidt ældre kan feje gulvet med dem. Det er det der betyder noget i din alder. Alle har travlt med at overbevise hinanden om, hvor voksne de er og hvilke pokkers farlige karle de er.

Det der gælder er at være sig selv, at have modet til at være sig selv. For et par år siden fortalte min kusines søn, Charley, der dengang var 12 eller 13, at de havde haft et præsident prøvevalg i hans klasse. Han fortalte, at af de 30 børn, havde de 27 stemt på John Kerry, to havde stemt på Ralph Nader og en havde stemt på George Bush. Min kusines familie der er meget venstreorienteret bor i et yderst venstreorienteret samfund nord for San Francisco, så 'valgresultatet' overraskede mig ikke. Selvom jeg vidste at Charley var en af de 27 der stemte på John Kerry da fortalte jeg ham dog, at jeg forventede at eleven der havde stemt på Bush ville det gå godt. Han spurgte, hvorfor? Jeg forklarede at det intet havde at gøre med politik. Hvis det havde foregået i en anden skole, i en anden by kunne stemmetallene meget nemt have været 27 for Bush, to til Nader og en til Kerry, og da ville jeg have haft samme forventning til den unge der stemte på Kerry. Det forekom mig så selvfølgeligt, at med alt den pres som Charley's venstreorienterede lærer og hans ligeledes venstreorienterede klassekammerater udøvede da ville ethvert barn der havde modet til at gå imod oddsene og tendensen nå langt i livet. Ydermere ville han være en man kunne regne med som en ægte ven, det var jeg overbevist om.
 

Nu er du teenager og jeg kan kun huske alt for tydeligt, at alt dengang var sort og hvidt, liv eller død. Det nytter ikke at vi voksne fortæller dig, at om kort tid vil alt det du anser som værende meget vigtigt, de kammerater du holder af og de som du er skrækslagne for være noget du vil glemme lige så hurtigt, som det du fik til frokost sidste tirsdag. Når alt dette er sagt så er det nu på tide at du overvejer hvilken person du vil vokse op som. Vil du være et får der blot falder ind i rækken af de andre får, eller vil du være en person med rygrad og hjerne der kan tænke selv?

Derfor behøver du ikke melde dig til skakklubben. Det bestemmer du helt selv. Men hvis du virkelig ønsker at melde dig, men ikke gør det fordi nogle af de andre elever har bestemt, at det ikke er sejt at spille skak, da vil du snart opdage at du har fået en vane der kan blive virkelig svær at bryde, og det kan vise sig at være  måske for sent.

Efter min mening er en bangebuks ikke nogen der spiller skak, en bangebuks er en der ikke spiller skak fordi han lytter til andre - andre der ikke er kloge nok til at vide, hvordan en springer bevæger sig - og som hævder at kun tøsedrenge spiller skak.

Held og lykke

Kærligst,

Onkel Burt

mandag den 27. juli 2015

Sveriges krig mod kaffe

Krigen mod kaffe

For mange mennesker rundt om i verden begynder dagen med en kop kaffe. Dette var været tilfældet i århundreder men drikkens oprindelse er noget uklar. De første mennesker der drak kaffe var højst sandsynlig på Den Arabiske Halvø (moderne tiders Yemen) eller måske Afrikas Horn (Etiopien) og fra igen sandsynligvis det 14. århundrede.  Desværre var det ikke kotumen at lave optegnelser eller have opskriftsbøger på den tid i regionen. Men vi ved dog at europæerne første gang blev introduceret til kaffe i midt 15. tallet -- og at det som med så mange nye ting var drikken meget kontroversiel.

opmuntrede Pave Clement VIII til kaffedrikning i det 16. århundrede. Resultatet blev at kaffe blev spredt til områder, hvor katolicismen allerede befandt sig. Men der var mange nationer i Europa, hvor Pavens indflydelse blev betragtet med skepsis. For eksempel - Sverige. I Sverige var der en voldsom skat på kaffe- og tedrikning. Skatten blev indført i 1746. Skatten var så høj, at det førte til et sort marked og en hel undergrundsbevægelse med skoldhede koffeinindholdige nydende kunder. Som modtræk begyndte regeringen så at konfiskere krus og tallerkener - symbolerne på den ulovlige kaffedrikning - der selvfølgelig fik brugerne til at benytte mere raffinerede metoder.
I 1756 forbød Sverige så drikken helt. Det fungerede heller ikke. I 1766 ifølge the Pittsburg Press, blev forbuddet ophævet, dog blev der indført et voldsomt gebyr. I løbet af de næste cirka 50 år skulle Sverige på skift så forbyde drikken og beskatte den. Og så fandt kongen på en kreativ, ja nærmest sadistisk PR kampagne.

Gustav III var Sveriges konge fra 1771 til sin død i 1792, og han var absolut ikke fan af te- og kaffe. Han indså også at et forbud ikke var nok, derfor indledte han et eksperiment. Han havde to fanger i fængsel til dette brug. De var enæggede tvillinger og skulle egentlig henrettes (dømt for mord). Gustav III ændrede deres dom til livstidsfængsel, dog med en betingelse. I resten af deres liv skulle den  ene af dem drikke tre kander kaffe og den anden tre kander te. Gustav d. III regnede med at de begge ville blive syge (og dø) hurtigt, og dermed havde han bevist at virkningerne på sundheden fra katte og te var ganske dramatisk og opsigtsvækkende.

PR kampagnen blev en bragende fiasko. Det viste sig at de tre kander om dagen (og måske var de mindre end de 8 koppers kander vi har idag) måske var overdreven brug, men absolut ikke fatale.

Ifølge Wikipedia, levede brødrene længere end den første læge der administrerede doserne, og for den sags skyld også længere end Gustav d. III. (Jo, Gustav blev myrdet som 46 årig). Den tedrikkende fange døde som 83 årig. Den kaffedrikkende er selvfølgelig også død, men ingen kan bevidne det da ingen fra sent det 17. århundrede er i live, ikke sandt? Det betyder under alle omstændigheder at Hr. Kaffe levede så længe at ingen bekymrede som om at skrive ned da han døde.

Kaffe blev dog ikke lige med det samme lovlig i Sverige. Det var først i 1823, at landet ophævede forbuddet helt og aldeles. Drikken blev til gengæld voldsomt beskattet eller reguleret og det varede ved til 1951. Nu kan du købe en kop kaffe uden at bekymre dig om regeringens indblanding og nervøs for at dit kurs bliver inddraget eller du ender i fængsel.

Bonus Fakta: Dersom vi ikke havde kaffe ville vi heller ikke have film som Frozen, Big Hero 6, eller Tangled. Eller heller ikke den afdeling af Walt Disney Animation Studios, som producerede de tre film. Hvis du ser dem vil du bemærke navnet "Carlos Benavides." IMDB opregner ham som "medarbejder” i rollen som “kaffebrygger.”

fredag den 24. juli 2015

Huse af ølflasker

MURSTEN AF ØL


I 1864, købte en herre ved navn Gerard Adriaan Heineken et bryggeri i Amsterdam. Bryggeriet skulle blive centrum for Heinekens operationer. I det store og hele skulle Heineken forblive et famileiforetagende i mere end 100 år. I 1989 trak Gerards oldebarn, Alfred Henry (bedre kendt som Freddy) sig som formand for virksomhedens bestyrelse. Freddys ledelse havde været en succes - han krediteres for at gøre Heineken til et globalt ølmærke fremfor blot et lokalt. Som en del af denne globaliseringsstrategi lod Freddy opføre Heineken afdelinger rundt om i verden. I 1963 var han f.eks. i Caribien, på øen Curacao. Det han så var fattigdom.

Derfor forsøgte han at hjælpe - ved at benytte flasker til husbyggeri.

Hr. Heineken bemærkede at tomme ølflasker ikke kom tilbage til bryggeriet; de endte snarere på strandene som Laughing Squid recounts. Det skyldtes delvist at øen var meget fattig og manglede infrastruktur og systemer til flaskereturnering. Derfor besluttede hr. Heineken, dengang 40 år, at gøre noget ved det.

At klare de grundlæggende strukturelle økonomiske problemer, som var årsag til affaldet, var for meget for en enkelt mand, og sådan set også for bryggeriet. Men Freddy troede at Heineken kunne finde en nyttig metode til brug af de tomme flasker. Han talte med en arkitekt, N. John Habraken, og bad ham skabe en “mursten der består af øl.”Habraken endte med WOBO -- the "World Bottle" -- se billedet.

    

Flaskerne, enten en halv liter eller 350 ml. kan stables som mursten. Hver flaske top var designet til at passe ind i bunden af en anden flaske, og dermed skabtes rækker af glas, der når de blev stablet og lagt i mørtel kunne danne en mur.

De to størrelser blev ikke lavet for at imødegå øldrikkernes ønske, men snarere af arkitektoniske grunde, med de mindre (derfor kortere) 350 ml. flasker som ‘halve mursten.’

Der skulle bruges cirka 1000 WOBOs for at lave en lille 3 gang 3 meter bygning. Hvis nu samfundet drak tilstrækkeligt med øl, kunne der bygges en række mindre ejendomme.

Uheldigvis blev WOBO’s ikke et levedygtigt produkt, og trods Freddy Heinekens bedste intentioner kom det aldrig videre end til prototypefasen. Der blev blot fremstillet 100000 af disse flasker og de fleste blev destrueret da det blev klart at Heineken ikke ville fortsætte med at benytte dem. Som det kan ses her er der et hus fremstillet af dem ved Heineken palæet, ligesom der er en mur af WOBO’s ved Heineken Experience i Amsterdam; alle resterende flasker er blevet samlerobjekter.
 Heineken Shack

Bonus fakta: Straks efter Freddy Heineken var fyldt 18 år solgte familien de fleste af deres aktier i virksomheden, skønt hans far (og senere Freddy selv) forblev bestyrelsesmedlemmer i årene der fulgte. I 1954 udførte Freddy et kup. Han lånte penge og købte i al hemmelighed, på børsen, tilstrækkeligt med aktier i virksomheden så han selv kunne være den største aktieejerr og få kontrollen tilbage til familien.

onsdag den 22. juli 2015

Kaffe fra Himlen eller fra Djævelen?

Den himmelske bønne



I det 15. århundrede dyrkede nogle mennesker i Yemen kaffeplanten og benyttede bønnerne til en drik. Den drik - kaffe - blev oprindeligt benyttet i religiøse ceremonier, men i løbet af sådan cirka 100 år havde drikken, - verdsligt som religiøst - spredt sig over Mellemøsten og godt ind i Europa.


Nu hurtigt frem til moderne tider, - kaffe er populært over hele verden Men sådan skulle det måske ikke være gået - det skyldes Paven. 
 
Kaffens oprindelse hos muslimerne passede ikke mange europæere særligt godt, - især katolske præster ifølge bogen "Coffee: The Revolutionary Drink for Pleasure and Health." Bogen fortæller at nogle præster gik ret så langt i deres afvisning og “forkastede den som en opfindelse af Satan.”


Ræsonnementet var mangesidet. Som bogen forklarer troede disse præster, at muslimer tlbad Djævelen og djævelen forbød sine tilhængerre at drikke vin, da den drik var reserveret de som fulgte Jesus. Derfor gav djævelen kaffe i stedet. Igen er det langt ude, men det er tilsyneladende den tankegang der var herskende i Kirkens højere kredse.


Endelig dukkede ‘problemet’ op hos Paven. Ifølge Yale Global, en publikation fra Yale University's Center for the Study of Globalization, godkendte Pave Clement VIII, i 1600, ikke alene brug af kaffe, men støttede den endog.


Yale Global vurderer at Clement VIII's beslutning var af ren og skær pragmatisme - han værdsatte den ide at kaffe kunne “kunne hjælpe med til at holde befolkningen ædru, da denne drak alkoholiske drikke i store mængder,” og mental_floss bemærker at Paven, overvejede (som en vits) at lade drikken døbe.


Men legenden lyder at  Clement VIII's interesse i bønnen også var af en langt mere personlig karakter.  Som  NPR genfortæller, er rygtet Clement VIII selv prøvesmage drikken og sagde til sine rådgiver at “denne Satans drik er så behagelig, at det ville være en skam at lade de vantro være alene om brugen af den.”


Uanset hvad, så forbød Kirken ikke kaffe -- hvilket mange i dag helt sikkert er taknemmelig for.


Bonus Fakta: Hvilke lande foretrækker kaffe fremfor te og omvendt? Dette kort fortæller det. Overraskende er det at Mellemøsten (med de data der er tilgængelige) har svigtet kaffen til fordel for te, i visse lande med en enorm overvægt til te.
Related Posts with Thumbnails