Burde Argentina forlade WHO?

Roger Bate 

Argentinas regering er blevet mere og mere skeptisk over for Verdenssundhedsorganisationen (WHO), hvilket afspejler en bredere genovervejelse af internationale sundhedsinstitutioner i kølvandet på Covid-19. Selvom Argentina ikke formelt har trukket sig ud, har landet udtrykt utilfredshed med WHO's præstationer, dets voksende afhængighed af donorfinansierede dagsordener og dets pres for udvidet traktatmyndighed.

Denne genvurdering falder sammen med den endnu mere betydningsfulde realitet, at USA har indledt sin udtræden af ​​WHO. Det er første gang, siden Sovjetunionen genindtrådte i WHO i 1950'erne, at en større bidragyder, i dette tilfælde dets mest indflydelsesrige medlem, er trådt tilbage.

USA's udtræden ændrer det strategiske miljø, som Argentina skal handle i. Washingtons beslutning var drevet af bekymringer om, at WHO håndterede pandemien forkert, fremmede ekstreme og skadelige restriktioner, tolererede dårlig videnskabelig praksis og tillod private filantropiske organisationer og fortalervirksomhed netværk at forme politikken. USA kan søge genindtræden, hvis fremtidige forhandlinger resulterer i meningsfulde reformer, og det kan genindtræde under en fremtidig administration, men i den nærmeste fremtid vil WHO operere uden sin hovedsponsor. Dette skift præsenterer Argentina for nye risici og nye muligheder.

Argentina kunne forlade organisationen med det samme, men at gøre det nu ville begrænse dens indflydelse. At forblive en betinget deltager tilbyder en mere effektiv vej. Betinget engagement betyder, at Argentina forbliver i WHO, samtidig med at landet gør det klart, at dets medlemskab afhænger af væsentlige ændringer i styring, gennemsigtighed og videnskabelig integritet. Denne tilgang bevarer adgangen til visse tekniske netværk,  unødvendig diplomatisk friktion undgås og giver Argentina mulighed for at tilpasse sin holdning til USA's i en periode med global institutionel omstrukturering. Lige så vigtigt er det, at den giver mulighed for udtræden, hvis WHO forbliver uresponsiv.

Argumentet for denne strategi hviler på veldokumenterede fiaskoer. Under Covid-19 godkendte WHO restriktive foranstaltninger, der medførte alvorlige økonomiske, sundhedsmæssige og sociale omkostninger, især i lav- og mellemindkomstlande (LMIC'er). 

Organisationen modsatte sig at anerkende succesfulde alternative strategier, især i Sverige og Tanzania, og reviderede senere sine historiske retningslinjer på måder, der beskyttede institutionel autoritet i stedet for at muliggøre ærlig evaluering. Inden for tobakskontrol og andre områder er WHO i stigende grad blevet formet af donorprioriteter, der ikke afspejler suveræne nationers interesser.

De velmenende initiativer til at begrænse skadevirkningerne af rygning har ført til utilsigtede og perverse konsekvenser, som organisationen har været tilbageholdende med at anerkende. Den foreslåede udvidelse af de internationale sundhedsregler og pandemiaftalen – forhandlet med begrænset gennemsigtighed – ville give organisationen hidtil uset indflydelse på nationale nødberedskabsindsatser. Disse dynamikker underminerer tilliden og retfærdiggør Argentinas insisteren på reformer.

Betinget engagement giver Argentina mulighed for at bruge sit medlemskab til at kræve disse reformer. Landet kan presse på for gennemsigtighed i donorfinansiering, videnskabelig pluralisme i beslutningstagningen, strenge begrænsninger af WHO's autoritet under nødsituationer og prioriteret opmærksomhed og ressourcer til de mest dødelige infektionssygdomme i LMIC-landene.

Landet kan nægte at implementere WHO's anbefalinger, medmindre de gennemgår en uafhængig national gennemgang. Med USA nu uden for WHO bliver Argentina en af ​​de få reformorienterede stemmer, der stadig er ved bordet, hvilket giver landet en grad af indflydelse, det ikke ville have udefra. 

Hvis meningsfulde reformer ikke realiseres, kan Argentina stadig trække sig tilbage senere – og den tilbagetrækning ville have større vægt, fordi den fulgte efter en periode med principielt engagement.

Samtidig bør Argentina uddybe det bilaterale og regionale samarbejde, især med USA, som er i gang med at opbygge alternative sundhedspartnerskaber, der kan erstatte WHO's mekanismer. Disse kan yde stærkere teknisk støtte end WHO i øjeblikket tilbyder, herunder inden for overvågning, laboratoriekapacitet, overvågning af lægemiddelkvalitet og evidensbaseret skadesreduktion. En styrkelse af nationale videnskabelige organer og beredskabssystemer vil også sikre, at Argentina forbliver fuldt ud suveræn i sin beslutningstagning på folkesundhedsområdet.

Argentina behøver ikke i dag at beslutte, om de vil blive eller forlade WHO. De skal blot gøre organisationen opmærksomme på, at medlemskab ikke længere er ubetinget. Ved at engagere sig selektivt, tilpasse sig USA og bevare muligheden for udtræden positionerer Argentina sig til at påvirke fremtiden for global sundhedsstyring i stedet for at blive formet af den. Denne strategi beskytter både suverænitet og fleksibilitet i et hurtigt skiftende internationalt miljø.

https://brownstone.org/articles/should-argentina-leave-the-who/

 

Bogen der fik amerikanere hængt Som en generel regel i USA, hvis du vil købe en bog – en hvilken som helst bog – er du fri til at gøre det, uanset hvor stødende eller uanstændigt indholdet måtte være. Du kan få nogle mishagsytringer, hvis folk finder ud af det, og det kan skade dit omdømme, men det vil ikke føre til din anholdelse – så meget garanterer forfatningen  Men det var ikke altid tilfældet. Og mindst tre mennesker mistede livet på grund af det. I 1850'erne var spørgsmålet om slaveri ved at nå kogepunktet i USA. Nordstaterne, hvor slaveri var forbudt, ønskede at forbyde praksissen landsdækkende. Sydstaterne ønskede at bevare den korrupte institution. I sidste ende, efter valget af Abraham Lincoln til præsident, forsøgte mange sydstater - i forventning om slaveriets afslutning - at løsrive sig fra Unionen. Borgerkrigen begyndte kort efter. Men på trods af den klare kløft mellem Nord og Syd i spørgsmålet, ejede ikke mange hvide sydstatsborgere faktisk selv slaver. Kun omkring en fjerdedel af de hvide husstande ejede slaver. Det førte til en mærkelig økonomisk kløft blandt de hvide sydstatsborgere. Størstedelen af ​​befolkningen - især dem, der ikke ejede slaver - levede på magre budgetter, især sammenlignet med dem, der ejede mange slaver og boede på store plantager. Ydermere, fordi Sydstaterne havde en landbrugs drevet, slave drevet økonomi, gik de glip af mange af de industrialiserede gevinster, der blev set i Nordstaterne. Der var et klart argument for, at langt de fleste sydstatsborgere ville være bedre stillet økonomisk, hvis Sydstaterne droppede slaveriet og blev mere som det industrialiserede, frie Nord. I 1857 argumenterede en forfatter ved navn Hinton Rowan Helper for dette og skrev en bog med titlen "The Impending Crisis of the South". Hans mål var at overbevise ikke-slaveejende hvide i Sydstaterne om at presse på for abolitionisme, men ikke på grund af kærlighed til sorte eller af humanitære årsager. Ifølge Wikipedia "anvendte han statistikker fra folketællingen for at vise, at jordværdier, læsefærdighedsniveauer og produktionsrater var betydeligt lavere i Syden end i Norden. Han advarede om den ødelæggelse, som slaveri forårsagede gennem skovrydning." Og han gjorde det, samtidig med at han hævdede, at han selv var en hvid supremist og argumenterede for deportation af de sorte, der skulle frigives, til Afrika eller Latinamerika. Helper mente, at den eneste vej frem for det amerikanske Syden var at være fri for slaveri, men også fri for sorte mennesker, som han argumenterede for. Bogen blev meget populær, men nåede heller ikke Helpers målgruppe. Han skrev oprindeligt bogen i Baltimore, men kunne ikke få den udgivet der; som New York Times rapporterede, "påpegede trykkeren en lov i Maryland, vedtaget i 1831, der forbød trykning af alt, der 'havde en tendens til at vække utilfredshed eller opildne til oprør blandt farvede mennesker.'" Helper fandt til sidst et forlag i Nordamerika, og bogen blev en bestseller der. Men i hele Syden var den universelt forbudt. Trykning af "The Impending Crisis" var strengt forbudt, ligesom naturligvis salg af den. Ifølge bogen "Bookbanning in America" ​​blev boghandlere i Maryland og Virginia arresteret og idømt bøder for at distribuere bogen. Mindst ti personer i North Carolina - inklusive en præst - blev arresteret for at dele eksemplarer af bogen eller (i præstens tilfælde) tale om den fra prædikestolen. Og de slap let. Ifølge "Bookbanning" blev "tre mænd i Arkansas hængt for at have bogen i deres besiddelse." I dag kan du selvfølgelig læse bogen uden at udsætte dig selv for nogen sådan fare. Den er tilgængelig gratis her – selv i den stat, hvor mænd engang blev hængt for at besidde den. Dagens bonusfakta: Helpers bog fik også Kongressen til at lukke ned i over en måned. I 1859 samledes Repræsentanternes Hus igen, og de nordlige republikanere benyttede lejligheden til at skabe mere opmærksomhed omkring "Den forestående krise". Som Chicago Tribune delte i en samtidig rapport "har republikanerne forsøgt at give [bogen] cirkulation i de sidste to år og har fejlet", så republikanerne besluttede at bruge Repræsentanternes Hus som en måde at ændre det på og krævede, at "det eneste emne, der skulle diskuteres, ville være Helper og hans 'forestående krise'". Som følge heraf nægtede sydlige politikere ifølge denne artikel fra Journal of Southern History at acceptere enhver, der havde støttet Helper, som formand. Det tog Repræsentanternes Hus 44 dage - den næstlængste periode på daværende tidspunkt - at vælge en ny formand.

 

Opgør med modernismen - Klassisk arkitektur - Guds sprog

Lars Møller

Det strækker sig naturligvis tilbage til templerne, amfiteatrene og arenaerne i det gamle Grækenland. Vi skylder de gamle mestre alt. Æstetiske idealer der repræsenterer Vestens civilisation ind til midt det tyvende århundrede stammer fra den overlegne perception af skønhed der blev kultiveret i Antikken.  

Århundreder før de frie borgere i Attica, trådte frem i historien fandtes konstruktionspricipperne hos mesopotamierne og egypterne, hvis overmenneskelige monumenter - “megastrukturer” efterlignede kæmpe myretuer, der på grund af deres proportioner - står den dag i dag (henholdsvis Zigguraterne og Pyramiderne). Som en inspiration for den dystopiske science fiction metropolis i George Orwells “1984” til Frank Herberts “Dune” er de virkelig langt borte fra den klassiske udtryksform. En del af det særlige bidrag til æstetikken ved de førende arkitekter Ictinus og hans følgere, herunder Vitruvius er at den betragtede mennesket som målet frem for - en ubetydelig ‘myre.’

From Wikipedia Commons: Fantasy View with the Pantheon and other Monuments of Ancient Rome (Giovanni Paolo Panini, 1737)

Tendenserne hos de demokratisk indstillede athenere skiller sig ud med deres relative lethed og elegance, et brud med de alter lignende, massive strukturer karakteristisk for Mesopotamien og Egypten. I overensstemmelse med et fundamentalt anderledes syn på menneskeheden nægtede klassisk arkitektur at medvirke til et sceneri med ceremoniel tilbedelse associeret med menneskeofring. Uheldigvis har et tyrannisk syn på mennesker og tilbedelse ført til konstruktionen af gigantiske pyramider på kloden, herunder Mesoamerika. Også de overdimensionerede bygninger ved Stalin og Hitler, men aldrig erkendt (det vil sige Sovjet Paladserne i Moskva, Ceaucesus byggerier i Bukarest, Volkshalle i Berlin som eksempler) er i sync med dette megalomani. 

Vestens filosoffer og andre lærde har diskuteret essensen i skønhed i århundreder. Som mennesker vælger vi den ikke kun i naturen, om det er miljøet som vi bor i eller hos vore medmennesker. Åbenbart forsøger vi at fremkalde den i værker som vi lader stå, det være sig bygninger, haver eller kunstværker. 

Ganske passende for dens ry hyldes klassisk arkitektur for de harmoniske proportioner, symmetrien og de delikate ornamenteringer - sædvanligvis inspireret af naturens former - blade, blomster og menneskets anatomi. Klassicismens organiske motiver er mangeartede og en stadig kilde til nydelse. Naturalistiske blomstrende mønstre (akantus blade, blomsterknopper, menneskelige figurer) afspejler en evigvarende forbindelse til den organiske verden, til liv og menneskelig erfaring. Skønhed stammer fra en ordens balance - noget der er tilført genstanden ved et menneske - og naturens kompleksitet og der er skabt en opløftende æstestik centreret om mennesket.

Uden tvivl har den klassiske model haft til formål at frembringe følelsesorienteret resonans, forstærke de kulturelle paradigmer om harmoni og samtidig fremme forestillingen om en fælles forbindelse mellem det guddommelige og naturen. Ulig geometriske abstraktioner, lader organiske motiver antyde vækst, vitalitet, og ufuldkommenhed - det hele deles af levende systemer. Man appellerer til menneskelige følelser udover det logiske: Intuition, spiritualitet, det følelsesbetonede. 

I klassisk arkitektur er organiske motiver en modvægt til rigide strukturelle krav, der genererer rumligheder der føles levende og relaterbare. I en vis udstrækning gennemtrænger denne effekt alle stilarter med rod i antikken, inklusive Renæssancen, Barokken, og Art Nouveau. Den psykologiske påvirkning af klassisk æstetik er velkendt: Organiske designs føles varme, indbydende og velbehagelige, og fostrer en følelse af tilhørsforhold.

Som det diamentralt modsatte af alt der er smukt og indbydende har modernismen i seriøs grad udfordret humaniteten, kendetegnende en nihilistisk revolution mod Antikkens æstetiske traditioner. Modernistisk arkitektur er karakteriseret af minimalismen, rene linjer, geometriske former og flagellant forkastelse af udsmykninger. Prominente medlemmer af den modernistiske bevægelse der fik et bygge momentum efter 1. Verdenskrig  var Walter Gropius, grundlægger af Bauhaus, Le Corbusier, og Mies van der Rohe.

Ikke uden god begrundelse har intellektuelle kritikere - modsat delvist tavse brugere - anklaget modernistiske arkitekter for “dehumanisering” af miljøet. Efter deres mening er den æstetisk fattiggørende. Den modernistiske model er typisk beskrevet som steril, uden sammenhæng og fremmedgørende. Idet den forkaster emotionel eller følelsesmæssig gratifikation fremmer den abstraktion, funktion og effektivitet. 

Modernismen har med tiden været associeret med mentale sundheds konditioner der kræver psykiatrisk evaluering, om ikke behandling, herunder autisme (ASD) og PTSD (granatchok.) Lejlighedsvis når debatten degenererer til polemiske angreb benyttes den neuropsykiatriske holdning “autistisk” for at benytte en ekstrem tendens til at systematisere eller en helt tydelig besættelse af orden og logik. Dette retoriske trick benytter sig af latterlige stereotypier og fordomme om ASD (dvs. rigide mønstre, perfektionistiske standarder, og bogstavelig tænkning). Selvom det antydes, er analogien benyttet af kritikere til at sætte fokus på hvordan modernismens geometriske simplicitet kan opfattes følelsesforladt og fremmedgørende.

I en stræben efter “renhed” i en eller anden forstand og for at rense arkitekturen fra traditionens indflydelse forestillede modernisterne sig, på en arrogant vis, at de var ‘kaldet’ til at “forbyde” (a) strukturelle konventioner (buer, pedimenter, søjler, relieffer), (b) lignende konventionelle dekorationer (planter, dyr, mennesker), og (c) “irrationel” fascination at den ‘fjerne’ fortid for at stimulere fremskridt, teknologi og rationalitet. 

Parterne i den ideologiske konflikt er tydeligt defineret. Klassisk arkitektur der rammer en balance mellem repetitive strukturelle elementer og organiske motiver, er som en hyldest til kompleksiteten, varmen og den følelsesmæssige rigdom ved livet siden tidernes begyndelse. Den fungerer gennem naturinspireret skønhed, skabende en menneskecentreret æstetik. Som kontrast afspejler den geometriske simplicitet ved modernistisk arkitektur en radikal afvisning af tradition, og man mener at have fokus på funktionalitet. Man fornægter genkendelige elementer af den klassiske model og kultiverer i stedet abstraktion og mekanisk distance fra mennesket som værende et levende væsen med et medfødt ønske om skønhed.  

Det modernistiske designstudium bliver et steril laboratorium befolket af koldhjertede videnskabsfolk der leger med former og funktioner. I deres hænder er mennesker kun som insekter som de kan placere med vilje i ugæstfrie strukturer. Arkitekten der bilder sig ind han virkelig har tænkt på “alt” ser uberørt til mens de bliver mere syge og forsvinder i humanitetens sarkofag, en sarkofag han har tegnet. Som følge heraf er kritikerne rasende og beskylder modernisten, der handler uden hensyn til æstetiske overvejelser og menneskelige følelser, for at være “autistisk”. Hans konstruktioner ligner ondskabsfulde eksperimenter med menneskeheden. 

At læse “mental sygdom” ind i arkitekturen og i kunstværker kunne meget vel være et udtryk for ondsigtet hensigt, for bevidst at miskreditere skribenternes dømmekraft. At fortolke det kontraintuitive fravalg af strukturel og ornamental skønhed i modernismen er imidlertid et nødvendigt imperativ. Vi har brug for at vide “hvem” der faktisk omformer verden lige for vores øjne. At identificere en forbindelse mellem neuro divergent opfattelse og en præference for den modernistiske model kan også give dybere indsigt i menneskesindet. Målet er ikke at begrænse den individuelle frihed i udtryksmåden, men at forstå hvilke motiver der i sidste ende afgør valget af design. Modernismen kan ikke ignoreres, når man overvejer dens skadelige virkninger. 

At den såkaldte “forstyrrelse” med ASD (Autismespektrumforstyrrelse (ASD), en neurologisk og udviklingsmæssig lidelse) kunne forklares med neuropsykologiske udtryk er med Le Corbusiers “dehumaniserede” arkitektur en gammel mistanke. Ved at favorisere funktion frem for menneske-skala varme og skønhed, er hans bygninger kolde, upersonlige og intimiderende.  Den rigide geometri og de gentagne modulopbygninger forekommer temmelig mekaniske, begrænsende et følelsesmæssig engagement. Hans massive boligprojekter negligerer konstant de elementære, emotionelle og sociale krav som deres beboere deler. 

Renset for skønhed i enhver form, en forhånelse af den menneskelige ånd og en “beboelsesmaskine” i overstørrelse, for at blive i hans egen slang. “L’Unité d’Habitation”, et kollektivistisk totalitært projekt udklækket af Le Corbusier, pralende med “fælles faciliteter,” og med rette kan det kritiseres for dens brutale, bunkerlignende fremtoning. For melankolikere med tendens til eftertænksomme sindsstemninger er den samlede påvirkning af denne typologi noget der rejser sig i vejret som en invitation til at springe ud fra taget.

Kritikerne fordømmer Le Corbusiers stil som “autistisk.” For den almindelige smag er den ufølsom, han opsætter regler, mønstre og systemer over emotionelle, sociale eller følsom ophøjelser. Hans sparsomme interiører, de hårde materialer, beton, stål, og den nonfigurative “ornamentering” gør at stederne er ‘fattige’. Ydermere er selve skalaen i visse projekter overvældende. Le Corbusiers arbejde reflekterer det ekstreme i det tyvende århundredes modernisme - angiveligt med et ønske om af omfavne “fremskridt” og “rationalitet,” dog helt åbenbart på bekostning af sociale og kulturel samhørighed.

Mennesket blev skabt i Guds billede. Helt sikkert er det arkitekturen der passer mennesket bedst, respekterer hans værdighed og imødekommer hans behov for skønhed på klassisk vis. Modellen bærer Guds aftryk. Det er et arkitektonisk sprog skabt i himlen. 

Modernismen markerer en dyster tilbagevenden til fortidens megastrukturer, reducerer mennesket til en myre uden individuel betydning. Modernismen dehumaniserer miljøet. Den er i bund og grund totalitær. Dens struykturer giver baggrund for mareridt, der drejer som om en fremtid uden menneskelighed. Ja, faktisk uden en kærlig Gud.  

https://www.americanthinker.com/articles/2025/07/in_the_language_of_god.html

Hold inde med at undskylde for du er hvid

 Hold inde med at undskylde for du er hvid

Steve McCann

I en tale ved Turning Point USA-topmødet i Phoenix, Arizona, i december 2025 erklærede vicepræsident J.D. Vance: "I USA behøver man ikke længere at undskylde for at være hvid."

Der var et overvældende og øjeblikkeligt sammenbrud på venstrefløjen, fyldt med de sædvanlige modbydelige skældsord og beskyldninger om "hvidt overherredømme", mens overskrifter på internettet bragede: "JD Vance går fuldt ud hvid nationalist ved TPUSA-arrangement", og NPR erklærede: "Vance nægter at sætte en rød linje over fordærv ved Turning Point USAs konvent."

Image created using AI.

I dette ekkokammer antog beskyldningerne om åbenlys racisme lavine proportioner. New York Times-klummeskribent Jamelle Bouie proklamerede: "Vicepræsidenten er en klanmedlem." Den uafhængige journalist Jennifer Schulze argumenterede: "Jeg tror ikke, at mainstream-medierne overhovedet kan rapportere om, hvor modbydelig og farlig denne JD Vance-prædiken er. Nogle vil fortie ekstremismen; andre vil nævne begge sider af den. Så folk er nødt til at se selve videoen for selv at se/høre den hvide nationalistiske gift, der sprøjter ud fra dette monster." Typisk for den hysteriske reaktion på det venstreorienterede sociale medie Bluesky er fra den bredt fulgte bruger PhillipUSA, der skrev: "JD Vance er en selvudråbt f**king racist."

På et mere personligt grundlag modtog jeg en e-mail fra en tidligere universitetsprofessor angående Vances tale og optræden ved TPUSA. Hendes budskab var, at medmindre jeg og andre, der støtter Trump, fordømmer Vance, er vi medskyldige i at forsvare hvidt overherredømme, og yderligere at den hvide race bør undskylde for århundreders racisme og undertrykkelse. Mit svar er som følger:

Jeg er medlem af den kaukasiske race og af europæisk arv, jeg er naturaliseret statsborger i USA, og jeg er kristen. Jeg er ekstraordinært stolt af at være alt det ovenstående og nyder de overvældende livsændrende præstationer, som USA har opnået. Desuden, selvom jeg vidste, hvem mine forfædre var, har jeg ikke den mindste anelse skyld, og jeg er heller ikke interesseret i, hvad de har eller ikke har gjort gennem århundrederne.

Desuden er jeg stolt af at være medlem af den race, der skabte den vestlige civilisation. En civilisation, der afsluttede 12.000 års global slaveri, indledte og fremmede universelle menneskerettigheder, indførte kvinders ligestilling, skabte parlamentarisk demokrati, hævede levestandarden dramatisk for alle racer verden over og anerkendte, at da visse rettigheder kom fra Gud og ikke mennesker, kan de ikke ophæves.

Efter at have deltaget i marchen mod Washington den 28. august 1963 og lyttet til Martin Luther Kings udødelige ord, har jeg dømt andre ikke "...efter deres hudfarve, men efter indholdet af deres karakter." Derfor har jeg ikke tænkt mig at vende mig om og tillade autokratiske demagoger og deres tåbelige akolytter, (medhjælpere) såsom dig selv, at bruge fiktiv "systemisk racisme" og "hvid nationalisme" til at nedgøre og intimidere den store del af befolkningen for at opnå det endelige mål om at omdanne denne storslåede nation til et etparti socialistisk oligarki.

Det er længe siden, at Amerikas hvide befolkning holder op med at krybe sammen i skyggerne og leve i frygt for at blive falsk og absurd stemplet. Det begynder med at forstå oprindelsen af ​​denne anti-hvide bevægelse og dens endelige mål.

Indtil for 55 år siden havde amerikanske marxister ikke været i stand til at gøre nogen seriøse fremskridt i retning af at omdanne USA til et etpartis "socialistisk paradis" ved at bruge de standardklasse kamps taktikker, der havde haft succes i andre nationer. Disse taktikker fungerede i disse nationer, fordi der var et element af sandhed i de underliggende påstande om udbredt ulighed, der stammede fra rigide klassestrukturer og monolitiske regeringer.

Disse taktikker virkede ikke i Amerika, da dette er den første nation i menneskehedens annaler, der har elimineret rigide klassestrukturer, anerkendt individets rettigheder, dramatisk spredt regeringsmagten og kæmpet for kapitalismen. Ydermere er det også den første nation, der har skabt en skriftlig permanent forfatning med bestemmelser, der skal korrigere samfundsmæssige uligheder, et dokument, der blev brugt til at etablere kvinders stemmeret i 1920 og eliminere de sidste rester af institutionel racisme i 1960'erne. Det er den eneste nation i historien, der var villig til at lide den overvældende død og ødelæggelse af en borgerkrig for permanent at afslutte slaveriet. Og det er det eneste land i menneskehedens annaler, der er skabt som en multietnisk nation.

Takket være succesen med borgerrettighedsbevægelsen i 1960'erne blev amerikanske marxister tvunget til – og gjorde det – at ændre taktik. De begyndte at fremme den falske præmis om, at borgerrettighedsbevægelsen understregede den virkelighed, at USA var og vil fortsætte med at være en ondsindet nation på grund af "systemisk racisme" og "hvide privilegier".

Ifølge deres agitprop har den europæiske gren af ​​den kaukasiske race (eller mere hånligt "hvide") siden historiens begyndelse været de primære fortalere for og modtagere af slaveri og undertrykkelse i hele verden. Således er medlemmerne af denne skurkagtige race, der har bosat sig i dette land i løbet af de sidste 400 år, ansvarlige for at påtvinge uendelig racisme og ulighed på det amerikanske kontinent.

Derfor skal den nuværende hvide amerikanske befolkning åbent bekende sin kollektive skyld og søge tilgivelse. Derudover, og i lyset af denne dæmoniske arv, bør enhver amerikaner af enhver race være ydmyget over at være borger i et så modbydeligt og uforsonligt land.

Ikke tilfældigt har denne samme klike erklæret, at der er en vej til national forløsning og en mekanisme til for altid at slette pletten af ​​"hvidt overherredømme" og "systemisk racisme". Det er op til de amerikanske marxister (næsten udelukkende befolket af selvforherligende medlemmer af den hvide befolkning) at overtage magtens tøjler for evigt og omdanne nationen til et etpartis sekulært socialistisk paradis. Deres permanente opstigning til toppen af ​​den regerende pyramide ville være den eneste måde, hvorpå uoplyste medlemmer af den hvide befolkning, som ikke er en del af den herskende venstrefløj, kunne blive tildelt syndsforladelse.

Hvis den såkaldte "hvid overherredømme" har været udbredt i hele nationen siden dens grundlæggelse, hvad forklarer så den historiske beslutsomhed hos Amerikas overvældende dominerende hvide kristne befolkning om at rette op på uretfærdigheder og leve efter principperne i Uafhængighedserklæringen med dens jødisk-kristne grundlag, en tankegang, der strækker sig tilbage til nationens grundlæggelse og bevægelserne for afskaffelse af det jødisk-kristne grundlag i det 19. århundrede?

Denne beslutsomhed kulminerede i en ødelæggende og brutal borgerkrig. En krig, hvor næsten 400.000 hvide unionsoldater (svarende til over 6 millioner i dag) døde for at afskaffe slaveri. Ydermere var det i årtierne de dominerende hvide kristne borgere, der var katalysatoren for at skabe forandring og sikre alle amerikaneres rettigheder.

I 1960 identificerede næsten 89 % af den amerikanske befolkning sig som hvide. Uden de hvide borgeres inddragelse ville borgerrettighedsbevægelsen ikke have haft succes. Elimineringen af ​​alle resterende spor af institutionaliseret racisme ville ikke være opnået uden samtykke fra størstedelen af ​​den hvide befolkning.

Dette er ikke en racistisk nation. Trods de amerikanske marxister og deres uendelige bitterhed, og på trods af at de er i stand til at udnytte nogle godtroende borgere, ved langt de fleste amerikanere instinktivt det.

Så sent som i 2008, og før den racekritiske Barack Obama og hans marxistiske medrejsendes opstigning, var kun 18% af amerikanerne stærkt bekymrede eller bekymrede over raceforholdenes tilstand i landet, da næsten 70% mente, at forholdet mellem hvide og sorte var meget eller nogenlunde godt.

JD Vance har ret: Stop med at undskylde for at være hvide. Alle amerikanere burde være stolte af at være medlem af den race eller etniske gruppe, de måtte tilhøre, og af at være borger i USA. De burde ikke narres til at føle sig skyldige over, hvad deres forfædre gjorde eller ikke gjorde, især i betragtning af at stort set alle mennesker på planeten i dag har forfædre, der var slaver, og som også var involveret i erobringen af ​​andre folk, stammer eller nationer.

Tiden er inde til, at Amerikas hvide befolkning kompromisløst fortæller dem iblandt dem, der ondsindet opildner til skyldfølelse og fremmer omvendt diskrimination, at de skal skubbe den væk.

https://www.americanthinker.com/articles/2025/12/stop_apologizing_for_being_white.html

 

En afgift, toldsats, er ikke en skat

Stephen Helgesen

“Det er skandaløst den måde præsidenten har behandlet de stakkels europæere /og amerikanske forbrugere) ved at lægge besværlige afgifter på produkter der kommer ind i the United States." 

 

"Det er et overgreb ved hans udøvende privilegier, og et tegn på at han hurtigt er ved at blive en handelsdiktator."

 

Sådanne og mange andre kommentarer om præsident Trumps handelspolitik med at indføre høje afgiftssatser på importerede varer har fundet vej til blodbanen i Amerikas medier.

 

Og selvom det er sandt, at ingen præsident i historien har været så utraditionel og dristig i bekæmpelsen af de internationale afgiftsregier som Donald Trump, har der dog være otte præsidenter i de sidste 100 år som ikke have noget problem med at benytte afgifter som justeringsværktøj for at få en bedre aftale for amerikanske forbrugere.

 

Begyndende med Herbert Hoover, the Smoot-Hawley Tariff Act blev indført i 1930 for at beskytte amerikanske landmænd og producenter. Den forhøjede afgifter på mere end 20000 importerede varer - og det ofte med 40-60%.

 

Først var målet med loven produkter i landbruget, men senere udvidedes det til industrielle produkter der var under pres fra lobbyer i fremstillingsbranchen,

 

Resultatet var, at det blev en at de højeste ‘beskyttende’ afgifter i U.S. historien. 

 

Da han bemærkede den succes som Smoot-Hawley var, fik FDR vedtaget the Reciprocal Trade Agreements Act (1934) i Congress.

 

Denne lov øgede ikke afgifterne, men den gav præsidenten muligheden for at forhandle ud fra en position af styrke og med tiden reduceredes gebyrer gennem bilaterale handelsaftaler.

 

I 1963-1964, gjorde Præsident Lyndon Johnson gengæld mod europæiske afgifter i det som blev kendt som "chicken war."

 

Johnson indførte afgifter på importerede lette lastvogne, på brandy, kartoffelstivelse og dekstrin.

 

25% afgiften på lettere lastbiler (the “chicken tax”) eksisterer stadig i dag, og beskytter U.S. bilproducenter.

 

I 1980’erne så vi Præsident Ronald Reagan bruge afgifter mod Japan for at gøre noget ved ubalancen i handlen,  og de uretfærdige handels teknikker Japan benyttede. Han fastsatte kvoter og afgifter på japanske motorcykler der hjalp med til at beskytte Harley-Davidson's konkurrenceevne. Han indførte begrænsninger på import af japanske automobiler og halvledere.

 

Reagan's efterfølger, George H.W. Bush hjalp U.S. stålfremstillere ved at indføre afgifter på brasiliansk og europæisk stål. Bush brugte disse afgifter som et værktøj til forhandling på samme vis som hans forgængere. 

 

I 2002, gik præsident George W. Bush i sin fars fodspor og indførte en 30% afgift på importeret stål for at hjælpe den nødlidende branche herhjemme. 

 

Efter EU truede med sanktioner, gik WTO i en dom mod the U.S. og afgiften blev fjernet efter 21 måneder. 

 

Præsident Barack Obama indførte en afgift på 35% på kinesiske dæk i 2009 for at beskytte U.S. dækfabrikanter. Dette satte gang i dækproduktionen i U.S., men endte med højere forbrugerpriser.

 

Så kom Kina med et modtræk - afgifter på fjerkræ fra U.S. og på bilreservedele.

 

Præsident Trump tog afgiftshandsken af i hans første periode med hans “America First” handelspolitik og lagde pres på Kina, Mexico, EU og andre.

 

Han indførte afgifter for $360+ milliarder på kinesiske varer under Section 301 (intellektuel ejendom); lagde afgifter på stål og aluminium (henholdsvis 25%  og 10%) og truede med at indføre afgift på automobiler, solpaneler og vaskemaskiner.

 

Og mens dette iværksatte global gengældelse, forstyrrede forsyningskæder, blev det den første salve affyret for at genskabe debatter om U.S. handelspolitik. 

 

Selvom Joe Biden kun har været ekspræsident i cirka et år har medierne og kloge ågerne åbenbart glemt Bidens afgiftspolitik. 

 

Ulig Trumps brede og aggressive brug af afgifter, benyttede Biden afgifter som forhandlingsværktøjer - især med Kina - og som værktøjer for industriel- og klimapolitik, frem for udelukkende protektionisme. 

 

Biden fortsatte faktisk Trump tidens afgifter på Kina. Han fastholdt næsten alle Trumps afgifter på kinesisk import og benyttede dem som metoder til forhandling i U.S.–Kina handelsaftaler og i drøftelser om teknologi.

 

Dette blev gjort for at beskytte halvleder branchen, den grønne teknologi, og den vigtige mineralindustri for at fremme hans “grønne økonomi.” 

 

Han forbandt afgifter til the Inflation Reduction Act (IRA) og CHIPS and Science Act, der begge formodedes at styrke produktionen hjemme..

 

I tilgift enten indførte eller overvejede Biden afgifter på kinesiske solpaneler, batterier, og elektrisk biler for at forhindre “dumbning” af kinesisk grøn teknologi i U.S. markedet.

 

Han lempede, men fjernede ikke, afgifterne på stål og aluminium og konverterede Trumps bredspektrede afgifter (25% på stål, 10% på aluminum) til afgiftsbestemte kvoter (TRQs) for allierede som E.U., Japan, the U.K.

 

Dette tillod begrænset import uden afgifter, men opretholdt beskyttelse af producenter i U.S. 

 

I løbet af hans sidste år som præsident hævede Joe Biden afgifter med $18 milliarder på kinesisk import, herunder en 100% afgift på elektriske biler, 50% på solpceller, 25% på stål og 50% på halvledere. 

Disse tiltag var med begrundelsen at beskytte “strategiske industrier.”  

Når man ser tilbage kan det siges at Bidens afgiftspolitik markerede et skifte fra Trumps “handelskrig” til en “industriel forsvars” position. I bund og grund fastholdt han Trumps afgifter, forfinede deres fokus, og føjede klima- og forsyningskæders modstandsdygtighed til som retfærdiggørelser.  

 

Kritikere argumenterer med at denne holdning slører linjen mellem protektionisme og industripolitik, mens støtterne ser det som en strategisk inddæmning af Kinas dominans i vigtige sektorer. 

 

The U.S. Supreme Court begyndte at høre mundtlige argumenter om, hvorvidt præsidenten har myndighed til i al væsentlighed at tage over og/eller beslutte implementeringen og fastlæggelsen af afgifter. 

 

De som er modstandere af at denne myndighed bliver lagt i den udøvendes hænder vil argumentere med at det kun er Congress der har magten til at beskatte og at en afgift er en skat

 

Jeg og mange andre mener at afgifter blot er endnu en lovlig og normal omkostning i at drive forretning, når det drejer sig om importerede varer. Ulig de svingende omkostninger der er direkte relateret til produktion af et produkt, ting som energipriser, ændringer i logistik, ændringer i arbejdsforhold, og så mange andre, er den store forskel med afgifter at de er de mest synlige og fastlagte omkostninger associeret med med et produkt. 

 

Bundlinjen, konklusionen er, at ingen forbruger er tvunget til at købe hvilket som helst importeret produkt hvor der er pålagt en afgift, og hvis de vælger at se bort fra de produkter og beholde pengene i lommen ja så betaler de ikke for omkostninger ved produkter, herunder afgifter.

 

På den anden side med skatter, der anvendes når et produkt enten går fra den ene del af produktions- og distributionskæden til den næste, men de stopper brat hos slutbrugeren, dersom denne siger “Nej tak, jeg køber det ikke.” 

 

Lad os håbe the Supreme Court er klog nok til at finde ud af det.

 

Stephen Helgesen is a retired American diplomat specializing in international trade. He has lived and worked in 30 countries over the course of 25 years under the Reagan, G.H.W. Bush, Clinton, and G.W. Bush administrations. He is the author of fourteen books, seven of them on American politics, and has written more than 1,500 articles on politics, economics, and social trends. He now lives in Denmark and is a frequent political commentator in Danish media. He can be reached at: stephenhelgesen@gmail.com.

https://www.americanthinker.com/articles/2025/11/a_tariff_is_not_a_tax.html