Nazisterne i New York

 

Nazisterne i New York Billedet herunder er af nogle tyske mænd der marcherer foran et Nazi banner. Hvis man ser omhyggeligt på det hvide skilt i midten af baggrunden vil man bemærke datoen - 1937 - året før München Aftalen og Tysklands anneksion af en del af Tjekkoslovakiet. Disse tyskere vi ser på billedet var loyale over for Adolf Hitler og Nazi styret, som så mange andre tyskere dengang.  Men disse Nazister var dog anderledes - de befandt sig ikke i Tyskland. De var i New York Citys forstæder.  Billedet er taget et sted der blev kaldt Camp Siegfried, en sommerlejr der fandt sted i Yaphank, NY, cirka halvanden times kørsel fra Manhattan. (Her et kort.) Som med de fleste andre sommerlejre på den tid havde Camp Siegfried en swimmingpool, vandrestier en bane til bueskydning, og masser af andre udendørs aktiviteter. Dog var der mere end blot lejrbål og madlavning - Camp Siegfried var en lille bid af Nazityskland, der på Long Island. Der var plakater med Nazi symboler og Hitler Jugend flag på hele komplekset. Der var endog en Adolf Hitler Street, som ses herunder (via the New York Times). Ifølge the Museum of Jewish Heritage, var lejren ejet af the German-American Bund, en "pro-Nazi gruppe der var skabt i the United States for at fremme Tysklands politiske interesser og var meget aktiv i den sidste halvdel af 1930’erne. Man organiserede demonstrationer og marcher, herunder en ved Madison Square Garden in 1939." Camp Siegfried var ikke enkeltstående - der var lignende lejre i New Jersey, Pennsylvania, og Wisconsin -- det var ingen hemmelighed. Snarere var det meget populært. Ifølge the Forward, "På højdepunket ... ankom titusinder via Long Island Rail Road, fra Penn Station, på et tog man kaldte 'Camp Siegfried Special.'”  Lejren lukkede i 1941 cirka da United States gik ind i 2. Verdenskrig for at bekæmpe Nazismen. Men dets eftermæle varede ved i generationer. En del af lejren blev til en privat ejendom kaldet "German Gardens" og var underlagt et strikt regelsæt  -- som the New York Times fortalte, "de oprindelige ejere af dette jordstykke havde en klausul i sine vedtægter der krævede at brugerne skulle være primært af tysk afstamning.” Hvis man ønskede at købe et hus der, skulle man have tilladelse af en organisation kaldet the German American Settlement League, og the GASL lod dig ikke købe medmindre du var af tysk herkomst. Og denne restriktion forsvandt ikke med nazisterne - slet ikke. Den holdt ved i mere end 75 år. I dag kan enhver (endelig) bo i denne lille del af New York hvis de ønsker det. I 2016, afgjorde en forbundsdomstol at lokalsamfundets vedtægter ikke var i overensstemmelse med bopælslovene. Således omformulerede samfundet sine vedtægter - og ignorerede dem. Et år senere lagde chefanklageren for New York sag an mod GASL, og hævdede at det var diskrimination. Sagen blev forligt, og GASL holdt derpå inde med sine diskrimenerende praksis. Bonus fakta: Lederen af the German-American Bund var en tyskfødt naturaliseret amerikansk borger ved navn Fritz Julius Kuhn -- og han er en af de få amerikanere der har fået frataget sit amerikanske statsborgerskab. I 1939 afhørte New York City Kuhn og opdagede at  han havde svindlet for næsten $15,000 fra the Bund (svarende til $250,000 i dagens penge), og man anklagede ham for svindel og bondefangeri. New York gjorde det uden Bunds kooperation. Bund mente at lederne skulle have absolut magt og behandles over loven (et ekko af Nazi princippet Führerprinzip) og ønskede ikke at Kuhn skulle retsforfølges. Staten gennemførte ikke desto mindre sagen og der blev fældet dom. Efter han blev løsladt blev han arresteret igen, denne gang af forbundsregeringen. Kunh blev anklaget for at være en spion for en fjendtlig stat, blev dømt og frataget sit statsborgerskab og deporteret til Tyskland.

Elske og bevare i arkitektur og samfund

 

At elske og bevare i arkitekturen

Lars Møller

Intellektuelt beslægtede er de prominente medlemmer af den konservative tradition - Edmund Burke og Roger Scruton

Burke (1729–1797), kaldet på hædrende vise “faderen af den moderne konservatisme,” understregede traditionens vigtighed, de overleverede institutioner og med gradvis forandring. Frastødt af begivenheder udefra fandt han det imperativt at advare mod radikale revolutioner.  I Reflections on the Revolution in France (1790), argumenterer han mod at det at nedrive institutioner der har været her længe i søgen efter abstrakte idealer, det vil uundgåeligt føre til kaos og tyranni

En konservativ fra vor egen generation og grundlægger af The Salisbury Review, i et magasin der udkommer fire gange om året og som stifter har Roger Scruton (1944–2020) præsenteres konservatismen som en filosofi med base i de "værdifulde ting”  hjem, sædvaner, sprog, religion og lov - der holder et samfund sammen. Han betragtede konservatismen som et forsvar for alt det, vi holder af, elsker mod de kræfter der ville rive det op med rode og ødelægge det.

From Wikipedia Commons: View of Salisbury (John Constable, 1820)

I en tid der i stadig større grad defineres af rodløshed, fremmedgørelse og kulturel omvæltning giver Burkes og Scrutons ideer en gennemført tydelig retfærdiggørelse af alt der gennem tiden er blevet bevist, velkendt og smukt. Selvom de er adskilt af århundreder, artikulerede begge tænkere en klokkeklar konservativ holdning om forandring; Nægtede enhver modstand mod forandring som sådan insisterede de på,  at en sådan skal være med baggrund i kontinuitet, kærlighed til hjemmet, og ærbødighed for nedarvet visdom.   

Fra politik til arkitektur advarede Burke og Scruton om radikalismens destruktive potentiale og de åndelige omkostninger ved uskønhed, grimhed. I stedet foreslog de en human og moralsk orden med rod i tradition, skønhed og den langsomme organiske udvikling a civilisationen.

Burke, der skrev sent det 18. århundrede blev det filosofiske anker for moderne konservatisme med hans lidenskabelige kritik af Den Franske Revolution. Som svar på de Jakobinske gerninger, retssagerne med proto-totalitarisme, argumenterer han for at samfundet er et partnerskab, ikke kun blandt de levende, men også de døde og de endnu ufødte. 

For ham er institutioner som monarkiet, kirken og almindelig lov ikke arbitrære konstruktioner, men repræsenterer den akkumulerede visdom gennem utallige generationer. Den utålmodige og destruktive villighed hos revolutionære for at forkaste denne arv til fordel for abstrakte ideer (dvs. “lighed”) fører samlet til et indbildt, hensynsløst og ondartet brud med moralsk orden.

Ifølge Burke stammer den revolutionære radikalisme fra kyniske, uforsonlige  og fantasifyldte ideer om magt og velfærd. Til sammenligning er civilisationen som en afbalanceret bygning bygget op med tiden gennem vaner og med ærbødighed.

Den bratte ødelæggelse i “rationalitetens” eller "retfærdighedens" navn vil sandsynligvis gå forud for terror og tyranni fremfor give befrielse. I stedet for en anderledes - og højere - civilisation baner revolutionen vejen til den skinbarlige barbarisme. Ægte fremskridt, skal ifølge Burke konsekvent være “evolutionært,” ikke “revolutionært - det sociale materiale bevares samtidig med af fejl omhyggeligt rettes.  

Scruton skrev to århundreder efter og giver yderligere indsigter i de kulturelle og æstetiske ‘riger.’ Central for Scrutons filosofi er konceptet “oikophilia”(en patologisk angst eller afsky (fobi) ved hjemstavnen (oikos) (et udtryk populariseret ved ham) - kærligheden til hjemmet. Så langt fra at være betegnende for nostalgi eller nationalisme/chauvinisme henviser det til en dybfølt og moralsk tilknytning til ens egen kultur, traditioner og omgivelser. Scruton anser denne kærlighed som livsvigtig for det menneskelige velbefindende. I sidste instans er vor tilknytning til et særligt sted, sprog, religion og arv noget der forbereder os til at passe på verden og hinanden.  

Oikophilia er i stærk skarp kontrast til den rodoprykkende kosmopolitisme og ideologiske inderlighed i det moderne liv. Hvor Burke afviser og kalder de revolutionære for fantaster der vil nedrive samfundet til fordel for Utopia, advarer Scruton om de nutidige intellektuelle og aktivister der søger at ødelægge de moralske og de kulturelle fundamenter i Vesten - vores historie, religion, familiestrukturer og æstetiske traditioner. Hvis ikke med hensigt om at ødelægge fuldstændig før der bygges et “perfekt” (totalitært) samfund fra bunden, er de saligt uvidende om de utålelige konsekvenser for civilisationen ved deres nihilisme. Under alle omstændigheder har de ikke noget troværdigt at sætte i stedet..

For både Burke som Scruton, er loyalitet til det som er nært og familiært ikke ekskluderende. Snarere tværtimod, det er det bedste, og det ægte  grundlag for moralsk ansvarlighed. De to tænkere mener at abstrakte, universelle planer (som de i Den Franske Revolution eller det moderne teknokrati) eroderer den livsvigtige følelse af tilhørsforhold. 

For Scruton, bliver arkitekturens skæbne et potent symbol på kulturelt forfald Han går med passion ind for “folkelig arkitektur” (En arkitektur, der paradoksalt nok ofte er skabt uden arkitekter, men er opført af lokale bygmestre og håndværkere ved hjælp at videregivet erfaring og traditionelle teknikker. En kultur, som er tæt forbundet til sit lokale miljø og ressourcer, og som med et fagudtryk kendes som vernakulær arkitektur)- de traditionelle, regionalt rodfæstede stilarter og former der reflekterer lokale materialer, klima og kultur - fordi det sammenfatter den delte visdom i de historiske værdier og samfundenes identiteter. Efter hans betragtning er bygninger født af nødvendighed og med et æstetisk instinkt fremfor ideologi, det der udtrykker et folks identitet og levevis. Det er bevis på det som hænger sammen, fostrer kontinuitet, social samhørighed og individets velbefindende (autonomi). 

Som kontrast fordømmer Scruton meget af den modernistiske arkitektur som værende ikke indbydende, ugæstfri, fremmedgørende og på aggressiv vis “grim.” Inspireret af abstrakte principper frem for erfaring gennem livet har modernistiske bygninger tendens til at ignorere de menneskelige forhold, historien og meningen med livet. Beton tårne, glasfacader og brutalistiske monolitter reflekterer, ifølge Scruton, en dybereliggende kulturel sygdom - en underkastelse for ideologi fremfor kærlighed, funktion fremfor udtryksform, for ‘nyt’ fremfor skønhed. Æstetiske udtryksformer af forstyrrende karakter  (pseudo-rationalisme) manifesterer sig med det samme overmod Burke frygter i politik og advarer om: Troen på at vi burde omforme samfundet - eller stedet - fuldstændig fra bunden.

For Scruton, er skønhed ikke en luksus, men en moralsk og kulturel nødvendighed. I stedet vurderer han den historiske arv, integritet og samfundenes kontinuitet. Burke værdsætter også “livets ikke indkøbte nåde” der betyder den organiske udvikling udviklet ved institutioner og sædvaner, der medfører skønhed og betydning for samfundet. Begge mænd anså den revolutionære forkastelse af moralske og æstetiske institutioner som en varsel om en åndelig og social katastrofe. 

Burke og Scruton tror at Vestens civilisation - lov systemet, de filosofiske traditioner, og artistiske frembringelser - repræsenterer, ikke det perfekte, men en ekstraordinær præstation bygget møjsommeligt op i løbet af århundreder. Selvom den er modtagelig for forbedring, burde den aldrig blive behandlet som forkastelig. At forkaste dens grundlag for i stedet at gå ind for revolutionær ‘renhed’ eller kulturel relativisme svarer til at forlade den jødisk-kristne etik som styrer vores friheds koncepter og det at være en ansvarlig borger - hermed inviteres til kaos. 

Scruton er bekymret over nedturen i tilliden i civilisationen. Med henvisning til erosionen af de traditionelle værdier, der finder sted i kamp med relativismen, forbrugerisme, og ideologisk aktivisme betragter han det som en særlig skæbnesvanger udfordring i vor tid. Marxistiske konspirationer hærger, sammen med postmodernismen og andre fadæser. I uddannelserne, i kunsten, i arkitekturen konverteres dette tab af ‘ærbødighed’ til en fejring af overtrædelse, ironi og ikonoklasme - det Scruton kalder “kulturens afvisning.” Han argumenterer for at vores civilisation er under trussel fra de som glemmer eller forkaster fortiden - uanset om det er gennem radikal politik, kulturelt hukommelsestab eller arkitektonisk brutalisme. 

Som stålfaste forsvarere for Vestens civilisation anser Burke og Scruton denne som en kompleks organisme frem for et ufejlbarligt system, skabt gennem århundreder af moralsk, juridisk og æstetisk tilpasning. Selve hjertet i deres tænkning er en dybfølt mistænksomhed for revolutionær ideologi. Om den er politisk eller kulturel lover radikale bevægelser befrielse, men giver i stedet destruktion og anarki. De nedriver institutioner, symboler og levevis uden at sætte pris på deres formål og værdi. Burke erfarede dette gennem Den Franske Revolution, der degenererede til vold; Scruton observerer lignende fænomener under de kulturelle revolutioner i det 20. århundrede fra de Marxistiske blodbade til “woke” psykosen i Vesten. 

Begge tænkere anerkender at skønhed, tradition og kontinuitet går videre end æstetik eller sentimentale præferencer - de er konditioner for det gode liv for mennesket. Når revolution erstatter dem med indbildt rationalisme, ideologisk nidkærhed eller af humaniseret abstraktion, fattiggør det selve menneskeheden. 

Burke sammenstiller revolution med ødelæggelse af den sociale orden, fjernelsen af traditionelle begrænsninger der ville føre til tyranni, ikke befrielse. Scruton er som et ekko af denne frygt i sin kritik af radikalismen i sin 1968 udgave. Marxismen, og moderne kritisk teori. Således argumenterer han for at revolutionære typisk erstatter det som har vist sit værd gennem tiderne med intet der er meningsfuldt eller smukt - udelukkende magtkampe, ideologiske udrensninger og grimhed. 

Burke og Scruton minder os om at civilisation ikke kun er noget som vi bygger op i løbet af natten. Det er en skrøbelig arv, opretholdt ved kærlighed, sædvaner og skønhed. I en afkristnet verden domineret af revolutionært eller islamisk ideologi, velfærdsforanstaltninger/politik og ukultiveret hedonisme, opfordrer deres konservatisme os til at støtte de ting der virkelig har betydning: Hjem, tradition, ærbødighed og omsorg. I forsvaret af disse ting er de ikke mod forandring som sådan, men søger at bevare de konditioner under hvilke forandring kan være meningsfyldt, humant og smukt. 

https://www.americanthinker.com/articles/2025/07/to_love_and_preserve.html

 

Fiaskoerne hos FN står i kø - hvorfor fortsætte? 

 Brian C. Joondeph

Præsident Donald Trumps åbenhjertige vurdering af FN i hans tale den 23. september var ikke blot endnu en slags politisk teater.

Talen gav et realitetstjek af en institution der for lang tid siden har ofret sit formål og sin mission for skuespil og indbildte gode gerninger, og amerikanerne, de fleste af dem har bemærket dette..

“FN formodes at stoppe invasioner, ikke skabe dem, og ikke finansiere dem,” mindede Trump om. 

Den sætning gjorde i sandhed ondt hos de elitære (Turtle Bay- de som stikker hovedet i skjoldet for ikke at se virkeligheden) fordi den er sand. 

Ifølge en ny Rasmussen Reports meningsundersøgelse er 60% af vælgerne enige, herunder de 43% der er endog meget enige. Det er ikke MAGA siden. Det er mainstream Amerika der er trætte af at udskrive checks til en diplomatisk dinosaur, der ikke har udført sit arbejde siden Harry Truman sad på præsidentposten.

                     

Image created by ChatGPT

FN blev oprettet i 1945 for at forhindre krige og fremme kooperation.

I stedet har det brugt 80 år på at forfine evnen til intet at gøre - og prisen har været høj.

Fra folkedrab i Rwanda, i Darfur,  i Congo til den fuldstændige lammelse under Iran gidselkrisen og en besættelse af at fordømme Israel (mens man har vendt det blinde øje til Iran og Nordkorea). FN har fejlet med sin kernemission så “FN fredsbevaring” er blevet et oxymoron.

Lad os ikke glemme Israel, det eneste demokrati i Mellemøsten, som FN har fordømt mere end alle andre lande tilsammen. Særligt fra 2015 til 2023 har FN Generalforsamling “adopteret 154 resolutioner mod Israel og 71 mod andre lande “ ifølge UN Watch.

På samme tid sidder nationer som Kina, Cuba og Iran stadig i the Human Rights Council. Det er som at udnævne Bernie Madoff til leder af  the Securities and Exchange Commission (konkurrencetyrelsen) .

Trump havde ret i at påpege, hvordan FN nu fungerer ringere som beskytter af fred og mere som et tilflugtssted for globalt bureaukrati, der anser national suverænitet som en fejl. FNs uophørlige migrations aftaler og planer for “bæredygtig udvikling” deler alle et fælles mål: Svække Vesten, berige eliten og lade Amerika betale regningen. 

Det finansielle alene burde gøre skatteyderne rasende. USA bidrager med 22% af FN’s budget og med mere en 26% af omkostningerne ved fredsbevaring, totalt milliarder hvert år, samtidig med at vi bliver belært af diplomater fra lande der er afhængig af vores hjælp. Ingen seriøs virksomhed ville blive ved med at betale til en klub der stemmer imod den 80% af tiden.  

Der er 193 FN medlemsstater.. En nation blandt disse, USA, bidrager med en fjerdedel af FN budgettet, mens de øvrige 192 står for resten. Hvordan kan det være at venstrefløjen ikke kræver af de andre lande, med en Bernie Sanders New York accent, siger “pay your fair share”?

FN er blot endnu et eksempel på regerings eller semi-regerings spild og overforbrug, alt sammen betalt af tunge skatter på de hårdtarbejdende amerikanere. 

Elon Musk’s DOGE kommission var det første glimt af det finansielle fup ved USAID, og andre uansvarlige kleptokratier. Hvornår vil DOGE undersøge FN? 

Og trods al den generøsitet, hvad får vi for det? FN diplomater får parking tilladelser gratis, får luksus lejligheder på Manhattan, og immunitet mod retsforfølgelse herunder seksuelle overgreb, der ville få en almindelig amerikaner smidt i fængsel. Det er da en virkelig god handel, hvis man er den der lever af US skattemidler med en flok af  Hunter Biden “get out of jail free” kreditkort klar til at blive anvendt, hvis man fanges. 

Så jo, at få flyttet FN er mere end symbolsk, det er sund fornuft. Hvis den globale elite ønsker at debattere samfund, så lade dem mødes i Geneve, Bruxelles eller Beijing. Lad de indbildske EU diplomater betale for dette uansvarlige skuespil.

Amerika har ikke brug for at støtte sine kritikere.

Timingen i Trumps bemærkninger kunne ikke være mere perfekt. Samtidig med FN har holdt tusinder af nødhjælps sessioner om Mellemøsten, ofte ved indtagelse af fine måltider under fine møder, uden at opnå noget som helst, gjorde Trump det som verdensorganisationen ikke har gjort i over seks årtier: Han forhandlede et gennembrud mellem Israel-Gaza og en fredsaftale. 

Hans aftale sikrede en våbenhvile, en frigivelse af gidsler, og en tilbagetrækningsplan som begge parter er enige om. Yderligere har han forhandlet frem til fred i syv andre konflikter, krige. Se, det er lederskab.

FN har vedtaget flere resolutioner mod Israel end der er huller i vejene på Manhattan. Det er for let blot at sludre, som man siger, og det er FN i en nøddeskal. Masser af snak, kun lidt handling, og enorm omkostning til følge, og uden tak til de som betaler for ‘generøsiteten.’

Ganske forudsigeligt forhånede kommentatorer fra hele verden Trumps aftale. Nogle forsøgte at give kredit til Biden-æraens Anthony Blinken, ved at hævde Trumps plan var Bidens..

Og hvad så? Nye ideer bygger ofte på gamle, og det er hvad FN er - ideer og intet andet.

Nøglen til succes er implementeringen, at der leveres resultater frem for oprettelsen af arbejdsgrupper. masser af hvidt papir og taler på konferencer. Trumps er en handlekraftig leder, der koncentrerer sig om at løse udfordringerne, være tilstede i øjeblikket, frem for at holde fast i fortidens fortørnelser og så få han tingene gjort. 

Det er det modsatte af FNs tilgang, der mere har fokus på at synge Kumbaya end nå frem til ægte fremskridt.

Men historien vil huske at Trump på en uge opnåede hvad FN ikke kunne gennem seks årtier; ægte fremdrift mod fred, ikke blot endnu et foto ved Turtle Bay.

Trumps aftale er langt fra garanteret, da mange af parterne foretrækker endeløs konflikter og krige frem for fred og velstand. Dette inkluderer FN der trives ved konflikter, meget lig de penge finansierede og lukrative borgerrettighedsbevægelset, med et agentur UNRWA, der faktisk ansætter terrorister fra deres støtter..

Men amerikanerne kan se forskellen tydeligt. Rasmussen Reports fandt at 58% af vælgerne mener USA, ikke FN er den virkelige kraft bag det gode i verden. Blot 33% sagde det om FN. Det er en klokkeklar dom.

Trump spurgte engang, “Hvad får vi for pengene?” da han refererede til NATO og FN. I stadig større grad kender amerikanerne svaret - ikke særlig meget. 

Hvis FN ikke vil lade sig reformere, stadig behandler diktatorer bedre end demokratier og fortsætter med at forhåne amerikansk suverænitet, så er det på tide at gøre hvad enhver husvært ville gøre når lejeren ødelægger lejemålet. Smid dem ud! Eller med Trumps sprogbrug sige, “You’re fired!”

Amerikas grundlæggende principper gik aldrig ud på “Vi er de globale bureaukrater.” Det var We the People. Måske er det på tide at minde verden om det igen,

Brian C. Joondeph, M.D., is a physician and writer. Follow me on Twitter @retinaldoctor, Substack Dr. Brian’s Substack, Truth Social @BrianJoondeph, LinkedIn @Brian Joondeph, and email brianjoondeph@gmail.com.

https://www.americanthinker.com/articles/2025/10/hey_hey_ho_ho_the_un_has_got_to_go.html

 

FN indkalder til COP30 klimakonference i bordeller

At redde Planeten er hårdt arbejde

Daniel Greenfield  Regnskoven i Brasilien er så truet, at den seneste FN klimakonference afholdes der. For at redde Planeten måtte der bygges en firesporet motorvej gennem tusinder af hektar beskyttet og truet regnskov. Truet af dens beskyttere. (Men den gode nyhed er, ifølge den brasilianske regering, at det er en “bæredygtig motorvej.”

Og hvis det ikke er tilstrækkeligt, så vil der lande massevis af jetfly i den brasilianske regnskov da anslået 45000 deltagere vil dukke op for at feste, være samme, afholde konference og lytte til belæringer om hvordan denne gang Planeten faktisk er på kanten af ødelæggelse. “Måtte jeg bede om canapeerne tak.” 

COP30, som konferencen er kendt som, vil ikke redde Planeten trods 29 tidligere konferencer, men måske vil den 30. være miraklet, i det mindste dersom de delegerede kan finde overnatning i regnskoven. 

Den brasilianske regering meddeler, at der er individuelle værelser til rådighed for de planetreddende fra andre lande til en pris af 600 dollars. I løbet af sommeren har FN holdt ‘nødsamtaler’ ikke om at redde Planeten men om prisen på hotelværelser - 600 dollars per styk er for meget. 

‘Fattigere afrikanske lande advarede om, at de ikke har tåd til prisen for et hotelværelse (men dog plejer de at have råd til guldure, flotte paladser og privat hære) og de ville ikke komme medmindre omkostningerne faldt. Med Planetens skæbne på spil holdt FN forhandlere adskillige ‘presserende’ møder for at diskutere planer for at sænke omkostningerne for hotelværelser for at redde planeten.

Desværre er eneste måde at sænke omkostninger til de planet reddende  deltagere at fælde endnu mere regnskov og så bygge flere hotelværelser. Undertiden må man bare ødelægge regnskoven for at redde regnskoven eller ødelægge den så de afrikanske delegerede kan diskutere hvordan man redder regnskoven fra ....ja - de mennesker der ødelægger regnskoven. 

Da var det så for sent at bygge nye hoteller, blev to kæmpe cruise skibe sendt til den brasilianske regnskov for at give de afrikanske delegerede billige kahytter at opholde sig i. For Planetens skyld.

MSC Seaview, et cruisefartøj 300 meter langt med 18 dæk, kæmpe pool, fire etagers glas atrium, disco, teater og fuldstørrelse bowlingbaner, og the Costa Diadema, der har et 4D teater, en spa over 4 dæk og et mandskab på 1000 der skal være med til at redde planeten ved at passe, pleje de afrikanske diplomater så de kan diskutere,  hvordan man reducerer emissioner netop fra cruisere som disse fartøjer.

For en gennemsnitsperson vil det tage 100 år at producere så mange emissioner som disse cruise skibe gør på een time. Men undertiden må man bare forurene for at standse forureningen på Planeten. 

Disse kahytter på cruise skibe der ikke bevæger sig (en passende metafor for både FN og rækken af klimakonferencer - nu nummer 30 og det fortsætter) vil koste sølle $220.

Afrikanerne var beroliget, men europæerne var stadig rasende over den høje pris på hotelværelser og nægtede af booke værelser til 600 dollars. Ikke engang for at redde Planeten..

Brasiliens regering fik travlt med at finde billigere moteller og Airnbs for at redde konferencen og således redde planeten, og europæerne gav efter for at redde konferencen og således redde planeten, men skar ned på deres delegationer således at færre diplomater skulle komme for at redde planeten. Se det kunne faktisk redde planeten.

Men da dette er Brasilien, og for de som virkelig er lidenskabelige med at redde planeten, så må mange af de som kommer nøjes med ‘love motels’ som i Amerika sædvanligvis kendes som steder hvor man betaler per time. 

Som the New York Times beskrev det, er ‘love motels’ ved at indrette “værelser der går fra det sensuelle til det frække, for en anden type gæst; diplomater, og klimavidenskabsfolk, embedsmænd og miljøaktivister” og “og fjerne alt der er for erotisk,” hvilket må betyde at de ikke har forståelse for hvad diplomater og ‘embedsmænd’ faktisk laver ved konferencer. 

Diplomater og klimaforskere vil ikke få den mulighed at benytte den “erotiske stol” - en metal og læder indretning der ligner en tandlægestol der af sikkerhedshensyn bliver boltet til gulvet. På et andet hotel blev “et overstørrelse billede af en persons bagdel” taget ned. Bordellerne gør dette i håb om at kunne forlange så meget som 650 dollars for værelset af udlændingene.

Unægteligt er der noget upassende ved at benytte horehuse til deltagere i FN konferencer. For trods al denne tale om at redde planeten er disse konferencer/sessioner steder,hvor der intet bliver gjort for miljøet (som uvægerligt er værre stillet efter de mange ‘turister’ er rejst) og det eneste 'grønne' er det som kommer fra tegnebøgerne. 

Juan Carlos Monterrey Gomez viceformand for implementeringen af FN klimakonferencen ved Cop 29 der blev holdt i det olierige og ellers noget triste område ved Baku,  fortalte journalisterne, at “I’m also listening to ‘Bitch Better Have My Money’ by Rihanna nonstop.” 

Juans tævehund der henvises til var Vestens verden og den er træt af at bringe kompensationsmidler til 3. verdens lande, om det er til dyre værelser på udsmykkede bordeller eller til deres ‘klimakatastrofer.’ Det meste af snakken ved COP’s sender med at oprette kæmpe fonde hvormed man kan bestikke Afrika, Asien og Latinamerika til at være med i den nyeste version af “Kylling - himlen falder ned” svindlen. fra istiderne til global opvarmning til klimaforandring, som en flok særinteresser og deres hyrede ‘videnskabsmænd’ beskriver som ‘klimakonsensus.’

Tredje verdens land har for travlt med at udslette truede arter til at bekymre sig om planeten. Den eneste grund til at de dukker op ved disse FN shows er at kræve ‘kompensation’ fra Vesten. Kompensationen kommer i forme at fonde der skal hjælpe dem til at klare de påståede effekter af ‘global opvarmning- og i skikkelse af ‘klimapenge’ og at Vestens nationer skal blive enige om at skære ned på emissioner, men i praksis bare betal tredje verdens landene for at købe nogle af deres non-emissioner..

Hvis dette lyder forvirrende så forestil dig at FN Generalsekretær António Manuel de Oliveira Guterres har lovet ikke at bedrage sin hustru, mens han befinder sig på et brasiliansk ‘love motel’ til sølle 650 dollars per overnatning, og så beslutter sig for at prøve de ‘menuer’ der stilles foran ham af en lokal dame om aftenen på hotellet, der igen skal reducere emissioner og redde planeten.

Men FN Secretary General António Manuel de Oliveira Guterres har aflagt et højtideligt løfte ved COP29 om ikke at bedrage sin hustru. Derfor arrangerer han en “utrokabsmodregning,” hvor han tilbyder 220 dollars til en lokal herre, for at kompensere for hans utroskab. Guterres, der nu er i besiddelse af en "utroskabsmodregningsattest," begår derefter utroskab. Og når fru Guterres fanger ham i akten viser han hende certifikatet og forklarer at han da ikke begår utroskab.  

Hvis alt dette lyder som snyd og bedrag - velkomment til 'forretningen Red Planeten.’ Ikke alene ved du mere end alle ‘eksperterne’ men du betaler ikke 600 dollars for et værelse på et bordel i klimakompensation til ikke industrialiserede land for at købe deres forurening.

Heldigvis holder præsident Trump de amerikanske diplomater hjemme, og ud af Brasilien. Det betyder vil sparer en masse penge til deres hotelværelser/bordeller og det faktisk redder planeten.

https://www.frontpagemag.com/un-convenes-climate-conference-in-brothels/